Njiuws fordi …

Jeg har altid været en stærk tilhænger af amatørisme!

Som teenager var jeg en del af punk- og bz-mijøet, som lærte mig den sande værdi af at lette røven og gøre ting – på trods af manglende formelle kompetencer.

“Kan du spille? Nej? Okay, lad os lave et band, så finder vi ud af det.” – “Vi skal annoncere, men det er for dyrt, så lad os lave nogle flyers. Kan du noget grafisk? Nej? Never mind, vi finder ud af det.”

For nyligt viste en medarbejder i Helsingør kommune, at når Skats fine it-systemer ikke virker, så kan man jo altid prøve at ringe til fok og drive pengene ind. Fra en mobil drev han adskillige millioner ind i ubetalte ejendomsskatter, imens alle de professionelle sad og ventede på it-afdelingen fik løst problemet med et system, der har kostet milliarder.

Jeg mener at den etablerede presse har spillet fallit.

Nogle siger at det er fordi journalisterne er ‘amatører’. Jeg siger at det er fordi de er professionelle.

I deres professionalisme er de meget optagede af at være på pletten, og få alle de rigtige nyheder med. Interview med samfundet nøglepersoner og holdningsløst citere hvad der bliver sagt i den politiske debat. De vil formidle alt hvad der sker, alt det som skaber ringe i vandet.

De bliver mikrofonholdere for folk med ekstreme holdninger, der siger ondskabsfulde ting om andre politikere, eller folk med en bestemt etnicitet eller seksualitet.

Det bliver ofte ytret at tonen i debatten er blevet hadefuld. Pressen har et ansvar her.

Jeg vil have nogle rapportere som rejser sig op og går, når personen der bliver interviewet siger ting der er nedladende eller kaster mere smuds i den offentlige debat.

Det er ikke sproget eller ordene jeg har noget imod. Det er respektløsheden, som allerede nu fylder alt for meget i medierne.

“Det var en pissefed koncert og bandet sparkede røv!”

Den sætning vil jeg gerne læse i Njiuws.

“(…) er en lille bøssedreng.”

Den sætning vil jeg ikke læse i Njiuws. Aldrig nogensinde.

Det kan godt være at der var en toneangivende politiker der sagde det, og at en rigtig professionel journalist mener at det er vigtigt at citere det – at vise hans sande ansigt.

Jeg mener at det skader samfundsdebatten, og jeg vil ikke være med til det.

Hvis man skal være højtråbende og kontroversiel for at få taletid i medierne, kommer det politiske etablissement til at ligne debatsiderne i visse formiddagsaviser, og befolkningen bliver langsomt – men sikkert – lært, at det er ’stuerent’ at udtale sig kynisk og nedsættende om enhver man ikke kan identificere sig med.

Jeg taler ikke om en udvikling jeg frygter i fremtiden. Jeg taler om det der allerede er sket.

De professionelle har spillet fallit.

Njiuws er et eksperiment, der skal afsløre, om amatører kan gøre det bedre.