Henrik Goldschmidt regnes for en af verdens førende oboister og har i flere årtier været solist i Det Kongelige Kapel.
Han er også initiativtager til The Middle East Peace Orchestra og Goldschmidts Musikakademi, hvor børn spiller og synger sammen, uanset etnicitet og religion.
Endvidere er han hovedperson i Daniel Øhrstrøms bog “Manden, der ville reparere verden med musik.”
Kom og hør en karismatisk iværksætter og brobygger fortælle sin historie. Det bliver en både spændende og hyggelig aften.
Obs: Propagandaministeriets Caféforelæsninger finder nu sted hos
Bar Hauser (Hauser Plads 30). Vi glæder os meget til samarbejdet.
I 2010 lykkedes det at skabe en københavnsk musikskole, hvor jødiske og muslimske børn sammen spiller og synger. Intet kan som musik nedbryde skel og mure mellem mennesker.
”Manden der ville reparere verden med musik” er en personlig fortælling om at finde sin vej i livet med et instrument i hånden. En familiehistorie om at overleve pogromer, deportation og flugt uden at give slip på sin historie, identitet og kultur.
Henrik Goldschmidt (født 1959) er solooboist i Det Kongelige Kapel samt initiativtager til The Middle East Peace Orchestra og Goldschmidts Musikakademi. Han har fortalt sin historie til journalist ved Kristeligt Dagblad, Daniel Øhrstrøm.
Propagandaministeriets Caféforelæsninger henter inspiration fra de “saloner” der blev holdt på Kiøbenhavnske kollegier i 1700- og 1800-tallet, hvor man mødtes for at udveksle synspunkter, indsigter og poesi, men også fra det engelske begreb “Penny University”, hvor caféer fungerede som et centrum for læring, udveksling og debat, og samtidig var et sted man kunne sidde behageligt og læse avisen; alt dette for prisen af en kop kaffe (1 Penny).
Også i det Osmanniske rige blev caféer til steder med meningsfulde samtaler, til en sådan grad, at man frygtede hvordan det kunne skabe inspiration til oprør, og forbød al offentlig indtagelse af kaffe i en periode på ti år.