Myter og eventyr er præcis lige så vigtige som virkelige begivenheder i vores kulturelle selvforståelse, kunst og historiefortælling.
Harry Potter, Robin Hood, Kong Arthur, Holger Danske, Ragnar Lodbrog, Sherlock Holmes og mange mange flere spiller en vigtig rolle i alt fra finkultur til vittighedstegninger, og kender du dem ikke vil meget historiefortælling og mange metaforer gå hen over dit hoved.
Oftest starter myten med inspiration fra virkelige personer eller begivenheder, og to faktorer spiller en vigtig rolle før det kan blive en myte.
Location: Tæt på, men ikke her. Hvis der er for langt borte kan vi ikke kulturelt relatere til det, men hvis det er her, vil vi hurtigt affærdige det med facts; “han boede ikke der, og dengang var hun slet ikke født, så den historie passer ikke”. Så med andre ord: Hvis du bor i København, skal det ikke foregå i Kyoto, men gerne i Aarhus.
Tid: “Der var engang”. Ikke i forgårs, men tilpas langt tilbage i fortiden, så vi ikke kan fact tjekke ved at spørge mor.
Nulevende personer kan dele vandene, og både tilhængere og modstandere vil overdrive en persons karakteristika til en vis grad, for at passe dem ind i deres moralske narrativ.
Et godt eksempel er Donald Trump, lige fra “He’s our saviour” til “He’s obviously insane”.
Men når han har været død i nogle år, er der frit slag, og overdrivelserne kan få lov til at gå amok.
De romerske kejsere var forskellige grader af sindssyge, ifølge historikerne.
Vent nu lige lidt: Hvis han var komplet sindssyg, og myrdede enhver rådgiver, der forsøgte at gøre sit arbejde, hvordan kunne han overhovedet kontrollere verdens største imperium?
Som Nero, der brændte Rom ned til grunden og kiggede på flammerne der fortærede byen imens han spillede harpe, eller Caligula, der udnævnte sin hest til senator?
Er det ikke mere sandsynligt at historieskriverne smurte tykt på, og dryssede med fri fantasi, for at tilsmudse en afdød politisk modstander?
Ildebrande i en storby var desværre ret almindelige, og Nero var slet ikke i nærheden af Rom da ilden brød ud, men ikke desto mindre sidder det så fast i vores historie, at et stykke software til at brænde CD ROM’er fik navnet “Nero – Burning ROM”.
Caligula har muligvis sagt i et ophidset øjeblik, at hans hest kunne gøre et lige så godt – eller dårligt – stykke arbejde som senatorerne, men det er usandsynligt at han faktisk udnævnte sin hest til senator.
I det antikke Grækenland fandtes der små hemmelige religiøse grupper der udførte ritualer de kaldte “Orgier”.
De var hemmelige, og kun de særligt inviterede som svor at holde alting hemmeligt, var velkomne. Den slags hemmelighedskræmmeri skaber fantasifulde forestillinger om hvad der foregår – ligesom vi kender det fra frimurerloger i dag.
Romerne påstod at deltagerne kastrerede sig selv, og i nutiden har vi flyttet orgierne til det antikke rom, hvor det var dekadente fester med ubegrænset mad og sex.
Vi aner ikke, hvad sandheden er, for det var hemmeligt.
Hvis du vil skabe en myte skal du blot invitere nogle af dine bekendte, og ikke andre, og aftale at de tilstedeværende efterfølgende blot kommer med hentydninger, i stil med “puh, det var godt vi overlevede, det skal vi ikke prøve igen!”, og nægte at sige mere.
Tilnavne er ofte kommet til adskillige år efter vores hovedperson levede. Jeg tvivler på, at Alexander af Makedonien blev kaldt “Den Store” før han skulle placeres i historien. Det samme gælder Valdemar “Sejr”, Ethelred “Den Rådvilde” og næsten alle andre konger, kejsere og generaler.
Dronning Margrete den første, som levede fra 1353 til 1412 blev først dronning i 1972, da dronning Margrethe den anden valgte at kalde sig “den anden”, for at ære Margrete Valdemarsdatter.
Prøv – efter aftale – at give en ven et virkeligt besynderligt kaldenavn, fx “Grævlingen” eller “Backgammon”, og se hvordan omgangskredsen begynder at gætte og fantasere sig frem til mulige forklaringer.
Personer bliver berømte og berygtede i deres samtid, men bliver til legender – på godt og ondt – i deres eftertid.
Netflix’ “Vikings” serien har sat spotlyset på Ragnar Lodbrog, som er en vigtig karakter i den fælles skandinaviske sagaverden. Han – som så mange andre – er sandsynligvis ikke blevet kaldt “Lodbrog” i sin egen levetid. “Lod” betyder lådden (behåret) og “Broge” betyder bukser, på godt gammelt dansk. Altså “Ragnar med pelsbukserne”.
Han dukker op i adskillige fortællinger, og det mest sandsynlige er, at han er blevet brugt hver gang der var behov for en velkendt hovedperson. Hvis han skulle have nået det hele, ville det kræve, at han havde levet i 300 år.
Så flere personers handlinger er blevet føjet til historien, og dermed bliver han en sammensat karakter (på engelsk “compound character”), og hans oprindelse forgrener sig tilbage til mange forskellige personer rundt omkring i Skandinavien.
Da Ragnar var et ret almindeligt navn, er det dermed umuligt at sige hvilken Ragnar som er den rigtige Ragnar med pelsbukserne.
Når historikere bliver spurgt om Ragnar Lodbrog har levet i virkeligheden bliver det et langt vævende svar: “Ja, nogle af dem har muligvis, men der er smurt tykt på, de er blevet blandet sammen, der er drysset fri fantasi ud over, og det er umuligt at udforske oprindelserne i en mundtlig fortælletradition”.
Det samme kan sandsynligvis siges om Jesus af Nazaret, Robin Hood og mange andre kendte figurer.
Dertil kommer det poetiske faktum, at vi har ændret fakta, for at kunne rime…
Måske skyder Robin Hood med “Bow and arrow” fordi det rimer på “narrow”, og det gør “crossbow” ikke.
Når man genfortalte en historie rundt om bålet, eller stod i langhallen og hørte en skjald recitere en saga, var det sammenligneligt med at gå til en live koncert på Roskilde Festival nu om dage. Du forventer at kende det overordnede tema, genkende persongalleriet og kunne synge med på omkvædet, men du forventer også nogle overraskelser og noget improvisation. Hvis ikke de jammer, er det en skuffelse.
Tilsæt valgfrit nogle drager og enhjørninger.
Historiefortællingen var ikke undervisning – det var underholdning.
Myter som skabte vores kulturelle selvforståelse og dermed et sammenhold og en fælles moral, mens vi blev revet med eller grinede.
Efterhånden som moralen har ændret sig, er historierne blevet tilpasset.
Det er ikke længere romantisk at købe eller kidnappe sin kæreste, nu skal hun følge med frivilligt.
Det er ikke længere gavmildt at give hende tolv slaver, nu er det bedre med et dusin røde roser.
Når du ser en gammel film på Disney+ er der advarsler om blandt andet “etniske stereotyper” og “rygning”, og som tegneseriefan kan jeg huske min forundring da cowboyen Lucky Luke holdt op med at ryge, fra det ene album til det andet.
Man skulle tro at visse historier er sat i sten, da de er skabt i moderne tid, nedskrevet og trykt.
Korrekturen er godkendt og copyright skrevet ind i kolofonen.
Et godt eksempel er Harry Potter.
Forfatteren har naturligvis fundet inspiration i mange ældre historier, men persongalleriet og lokationen er skabt fra en blank side, og dermed er der ingen debat om historien.
Eller er der?
Der er indgået kompromisser ved filmatiseringen. Disse har forfatteren selv godkendt, men der opstår alligevel flere forskellige versioner af visse detaljer.
Dertil kommer den såkaldte “Fan fiction”, hvor tusindvis af amatører skriver egne fortsættelser eller parallelle begivenheder i hjemmeprintede bøger eller online blogindlæg. Med tiden kan nogle af de mest populære fan fiction udgivelser få en afgørende betydning for, hvordan vi opfatter Harry Potters univers. Navnligt nu hvor forfatteren – J.K. Rowlings – er raget uklar med den politiske korrekthed (hun tillod sig at fremkomme med den komplet absurde udtalelse at der kun findes to køn!).
Tillad mig at dykke ned i en enkelt lille detalje: Tryllestaven.
I de førkristne religiøse traditioner, i den keltiske, germanske og skandinaviske verden, fandtes der nogle shamaner; vølver, druider og så videre.
Disse genkendes ofte på deres vandrestav, en omkring halvanden meter lang stav af “magisk” eller rigt dekoreret træ.
Vi aner ikke hvordan transformationen skete, men i moderne fiktion er den blevet mere bærbar, omtrent på størrelse med en trommestik, som vi kender fra tryllekunstnere og Harry Potter.
En anden interessant transformation vi kan kigge på er de overnaturlige væsener, som befolker mytologien: Aser, Vaner, Jætter, Trolde, Elvere, Sortelvere, Nisser og Feer.
De har ganske vist magiske evner, og kan skifte køn, form og størrelse, men som udgangspunkt – i deres neutrale fremtoning – kan de gå ubemærket mellem almindelige mennesker.
I moderne oversættelse er Sortelvere blevet til “Dværge”, og har dermed mistet omkring en meter i højden, Jætter er blevet til kæmper, og med Peter Pan blev Feer til meget små skabninger med vinger.
I fortsættelse – fra Ringenes Herre til plastiklegetøj – bliver disse omskabninger til populærkulturelle fakta.
Der kan dog være lokale variationer, som er værd at kende til. På Island har de bevaret deres neutrale størrelse og fremtoning, imens en Trold i Norge er en kæmpe og på Bornholm er på størrelse med et ti-årigt barn.
På Island sad Snorre Sturluson og skrev sit bedste forslag til en sammenfatning af den nordiske mytologi. Som det ældste nedskrevne værk bliver den fra tid til anden – af glade amatører – udpeget som en “original”.
Det er bestemt ikke en original. Det er i bedste fald fan fiction. Den er skrevet, mens hele Europa var kristent, og populærkulturelt manisk optaget af de gamle grækere; Homers “Iliaden” og “Odysséen”. Han påstod derfor at aserne kom fra Troja.
Med kulturel udveksling må vi erkende at der er visse fællestræk mellem vores egne mytologiske karakterer og dem vi finder i det antikke Grækenland og Romerrige, men det har nok aldrig været foreslået at aserne kom fra Troja – før Snorre.
Hvis vi springer til de tyske folkemyter som Brødrene Grimm samlede i midten af 1800-tallet og udgav i bogform, er mange af dem sidenhen blevet til børnebøger, hvorfor man har tilpasset handlingen og fjernet en masse vold og mord.
Brødrene selv er blevet gjort til figurer i en moderne mytologisk tv-serie.
En ekstra forvridning kommer af slang og humor; vi omtaler ting med ord som ikke er helt objektivt korrekte, med en overbevisning om at publikum forstår at det er sagt med tungen i kinden.
“Jeg stalkede hende helt vildt, og til sidst sagde hun ja til at blive min kæreste!”
Åh, hvor sødt, men næppe objektivt korrekt. Stalking er ulovligt og ubehageligt, så ordet er nok brugt med et glimt i øjet, ligesom når vi kalder glemsomhed for “Alzheimers” og energisk for “ADHD”, uden faktisk at henvise til den medicinske diagnose.
Det gjorde de også for 500 år siden med ord som vi i dag knapt nok forstår, og ikke har en snebolds chance i helvede for at begribe, at det ikke skal tages bogstaveligt.
Du kan læse den Angelsaksiske Krønike for at få indblik i livet og den politiske situation i England i den tidlige middelalder, men hvis du har begrænset livserfaring eller mangler humoristisk sans vil jeg faktisk bede dig om at lade være.
Tro mig: Du vil misforstå mere end du forstår.
I sammenfatning står vi altså med myter som kan indeholde sammensatte figurer, nyere tilnavne, en lang række detaljer som er blevet tilføjet og andre som er blevet ændret eller fjernet, tid og sted er blevet tilpasset, sproget skaber misforståelser, og den moralske belæring er blevet opdateret flere gange siden historierne opstod.
Med den modernisering der er sket løbende har figurerne og myterne bevaret deres relevans, og selv i dag er det lige så vigtigt at kende mytologiske karakterer, som Robin Hood eller Sherlock Holmes, som at kende til Taylor Swift eller Frederik X.
De refereres til, de indgår i daglig tale, sammenligninger, vittigheder, kunst og en konstant strøm af genfortællinger – som hoved- eller bi-figurer.
Det interessante er, at din hjerne fungerer på samme måde som kollektiv myteskabelse.
Hvis du tænker tilbage på en fest for ti år siden, hvad du havde på og hvem du var sammen med, og bagefter bliver præsenteret for billeder fra festen, vil du med stor sandsynlighed opdage at din hjerne har omskrevet historien, tilpasset detaljer, så det hele passer bedre ind i dit foretrukne narrativ. I hukommelsen kaster du ikke op i nogens kavalergang…
Den smukke kjole du husker din kone bar på jeres første date købte hun faktisk dagen før jeres tredje date. Kvitteringen beviser det. Det er bare ikke sådan, du ønsker at huske det.
Hjernen – ligesom samfundet – husker begivenheder for at bruge dem fremadrettet. De er et fundament du kan bygge videre på. De indeholder en morale som er rationel her og nu. Dine minder er ikke bevaret som dokumentation.
Sådan opstår myter, både personligt og kollektivt, på kort og lang sigt.
I vore dage er vi pertentligt optagede af nøjagtig dokumentation, og kan gemme objektive optagelser der holder i retten.
Siden Vietnamkrigen har vi haft film der beviser hændelser som soldater ville have forvredet eller fortrængt når krigen er slut, men den går ikke mere.
Derfor befinder vi os i et mærkeligt spændfelt mellem fan fiction, prequals, genfortolkninger og hjernens forunderlige evne til at justere minderne, på den ene side, og milliarder af gigabyte faktuel dokumentation, på den anden side.
Vi skal nu skelne skarpt, når vi fortæller en historie: Er dette sandheden – og kan den tåle granskning – eller er det fiktion?
Det burde der jo ikke være noget galt i, men nogle gange er fiktionen mere sigende end sandheden.
“Der skete noget helt magisk første gang jeg mødte ham!”
At mødet var aftalt på Tinder ugen forinden er en distraktion, som gør historien unødigt nuanceret, mindre romantisk, og lidt “farveløs”. Det flytter fokus fra det som er vigtigt i historien.
Valdemar stjal en kappe fra en anden korsridder i Estland. Men vi har brug for at flaget faldt fra himlen. Ellers er det jo bare et stykke stof.
Dannebrog er faktisk det første nationale flag i verdenshistorien. Det er opfindelsen af nationalflaget! Tag ikke magien ud af det, men lad os fortælle en bullshit historie om og om igen, til hver ny generation.
Faktagranskning er vigtigt, i en tid hvor fake news kan spredes med digital effektivitet, og bruges til at ødelægge menneskers liv og hele etniske gruppers værdighed.
Et fremragende eksempel er Instrukskommissionen, som den anklagede – Inger Støjberg – i medierne fik omdøbt til “Barnebrudskommisionen”, og til at fremstå som om det handlede om noget andet end de faktiske lovbrud. Med stor succes.
Donald Trump udtaler sig om etniske minoriteters bizarre spisevaner, og influencers fortæller deres følgere, at gluten og laktose er dårligt for alle.
De kedelige faktagranskere kan knapt nok høres på de digitale medier.
Derfor skal vi skelne mellem de gode historier og de dårlige, hvornår vi skal lade fantasien råde, og hvornår de skal granskes.
Det kræver visdom.
Visdom er ikke målbart og der findes ingen objektive retningslinjer.
Visdom er en udefinerbar størrelse, og der findes kun én måde vi kan lære de kommende generationer at beherske visdom: Ved at fortælle historier, myter og sagaer.
– Hasse ‘Hassan’ Sørensen
(Pigen på billedet i starten af teksten er 7-årige Mathilda Jones, som har fundet sværdet i samme sø hvor Kong Arthurs Excalibur ifølge myten blev kastet. Det gør hende faktisk til den retmæssige hersker af England. Undskyld Kong Charles, det er ikke mig der laver reglerne.)
Bogen “Historier rundt om bålet”, der udkommer 31. januar 2025, indeholder mere eller mindre sandfærdige berettelser, blandet med myter og sagn fra Aarhus, Bagdad, Grønland, Færøerne, Facebook, Japan og Vanløse.